Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Brobyggerne

Brobyggerne

Campusskolen varetager undervisningstilbuddet Brobyggerne, som er et sygeundervisningstilbud under folkeskoleloven. Det er et tilbud, der har til hensigt at hjælpe børn og unge, som af forskellige årsager ikke kan deltage i den almindelige skolegang, med at blive fastholdt i en undervisningskontekst, hvor de mødes i deres specifikke udfordringer i et mindre miljø.

Undervisningstilbuddet er tilpasset den enkelte unges behov og mestringsevne. Målet er at hjælpe eleven tilbage i en undervisningskontekst, der afspejler et mere ”normaliseret” undervisningstilbud. Dette gøres ved at give den enkelte elev oplevelsen af at lykkes i en undervisningskontekst i en mindre og tilpasset ramme. Undervisningen er individuelt tilrettelagt og har til formål at bygge en bro til en større undervisningskontekst, hvor der er mulighed for at gå til de obligatoriske prøver med den nødvendige støtte.

Vejene tilbage til et større skolefællesskab kan være mange og meget individuelle. Derfor har vi fokus på, hvad den gode mulighed kunne være, og hvilke muligheder der skal afprøves med tæt støtte og vejledning mellem Brobyggerne og den klasse, vi bygger bro til.

Vi arbejder ud fra et systemisk og narrativt børne- og ungesyn og har blik for alle de faktorer i den unges liv, som kan bidrage til en positiv forandring.


Hvad er Brobyggernes vigtigste mission?

  • At hjælpe den unge med at genvinde troen på sig selv og opleve, at der altid er voksne, som interesserer sig for deres skolegang.
  • At give de unge støtte og mulighed for at bygge bro til skolelivet i den kontekst, der er mest egnet for netop dem.
  • At de unge oplever, at deres tilstedeværelse er betydningsfuld, og at der er forventninger til dem.
  • At give mulighed for at danne relationer til andre unge – både hos Brobyggerne og i de sammenhænge, hvor de øver sig i større fællesskaber.
  • At de unge gennem afklarende samtaler får øje på gode uddannelsesveje og får bygget en realistisk bro dertil.

Målgruppe

Indsatsen retter sig primært mod unge i 7.–9. klasse, hvor én eller flere af nedenstående faktorer er gældende ved forløbets start. Indsatsen er midlertidig og har til formål at hjælpe og understøtte eleven i at vende tilbage til skolelivet og skabe gode overgange:

  • Unge, som ikke har været i skole i en længere periode og har brug for afklaring i forhold til videre skolegang – herunder unge, der har svært ved at forlade hjemmet, og hvor relationen skal opbygges i hjemmet, før de kan introduceres til Brobyggernes fysiske lokaler.
  • Unge, der i Campusskoleregi er ved at udvikle bekymrende højt fravær og har brug for et kortere, afklarende forløb omkring deres vanskeligheder.
  • Unge, der er i fare for at falde uden for nuværende fællesskaber.
  • Unge, der er ved at udvikle uhensigtsmæssige strategier og føler ubehag ved skole.
  • Unge, der er tilknyttet et mere indgribende tilbud, og hvor der er lagt en plan for tilbagevenden til Campusskolen – her kan Brobyggerne være med til at bygge bro til det almene.

Samarbejdspartnere

For at lykkes er vi afhængige af et godt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Derfor har vi hyppige overleveringer til forældre, hvor vi stiller skarpt på de områder, eleven er lykkedes med, samt koordinering af næste udviklingstrin.

Tidligt i forløbet inddrager vi vores UU-vejledere, så vi sammen med den enkelte elev og forældre kan lægge en realistisk uddannelsesplan. Det er også i samarbejde med forældre og UU-vejleder, at vi har fokus på at give eleven mulighed for at afprøve sig selv i afklarende praktikophold.

Herudover har vi et tæt samarbejde med de aktører, der måtte være tilknyttet den unge – rådgivere, kontaktpersoner, mentorer m.m.


Tilbuddet hos Brobyggerne

Undervisningen foregår i ungdomsskolens lokaler i Klub Syd, som ligger på 1. sal i Ahornhallen i hyggelige omgivelser. Brobyggerne ligger ikke på selve Campusskolens matrikel, men har mulighed for at bygge bro til fællesskaber på skolen, hvis det er et relevant øvemål for den unge.

Der tilbydes undervisning efter sygeundervisningsloven, hvilket bl.a. betyder op til 10 timer om ugen. Der tilbydes undervisning i alle skolens fag, og skemaet for den enkelte unge tilrettelægges ud fra elevens forudsætninger, drømme og mål.

Flere af de unge har vanskeligheder med at indgå i sociale og faglige fællesskaber. Da tilbuddet foregår i et lille og overskueligt miljø, har underviserne fokus på de sociale og faglige bånd, der potentielt kan knyttes på stedet, så den enkelte unge får oplevelsen af at indgå i et fællesskab.

Elevens skema justeres og evalueres løbende i tæt samarbejde med hjemmet. Der udarbejdes individuelle undervisningsplaner, som tager udgangspunkt i den enkelte unges behov, faglige niveau, interesser og individuelle læringsstil.

Målet er, at den enkelte elev kommer i trivsel og bliver tilbudt de prøver, folkeskolen foreskriver. Brobyggerne fører ikke selv til prøve, men knytter bånd til udvalgte klasser, faglærere og elever med henblik på at gå til prøverne med den nødvendige støtte.

Vi ved, at der er mange faktorer, der kan understøtte den unges trivsel.


Personalet

Personalet tilknyttet Brobyggerne har erfaring med arbejdet med målgruppen. De er med fra det første møde og bidrager til at lægge en god plan for indkøringen i projektet.